lørdag den 6. juli 2013

Jordbærmarmelade med hyldeblomster


Der er bare noget helt bestemt sommer agtigt over ALT der indeholder hyldeblomster! Og jordbærmarmelade er jo i forvejen indbegrebet af sommer, så i kombination er det ganske glimrende! Igen har jeg nørdet tv2 fri, og har sjusset mig frem til en opskrift ud fra det jeg lige havde af lækkerier.

Jordbærmarmelade med hyldeblomster
3 små/medium glas

Ingredienser
500 g jordbær (frosne kan bruges)
3 spsk vand
300 g sukker
10-15 skærme hyldeblomster
2 tsk geleringsmiddel til marmelade
1 tsk vaniljepulver
Evt. atamon til skylning af glas

Jordbær og vand koges indtil bærrene er så opløste som man gerne vil have dem. Tilsæt dernæst 275 g sukker som skal opløses helt. Sørg for at hyldeskærmene er skyllede og fri for dyr. Når sukkeret er opløst rystes, og nulres skærmene over gryden så kun de enkelte blomster kommer ned i. Lad det koge med et par minutter inden geleringsmidlet røres med de resterende 25 g sukker og hældes i marmeladen under omrøring. Vask glassene grundigt og bland atamon med lidt kogende vand, som glassene skal skoldes med, husk lågene. Lad marmeladen koge et par minutter, inden de tages af varmen og vaniljen røres i. Hæld marmeladen op i glassene og luk dem til med det samme.

Lise

Ingen kommentarer: