lørdag den 23. februar 2013

Sundere shepherds pie

Masser af fine farver, der strutter af sundhed.
Retten blev serveret med en enkelt grøn salat med lidt hvidvinseddike over.
Nu har jeg utrolig mange gange set opskrifter på Shepherds Pie eller Cottage Pie, jeg synes jeg kan læse mig frem til at det egentlig er det samme, men hvis det bliver differentieret er det ene med oksekød og den anden med lam. Men i hvert fald er den her hjemmestrikkede opskrift kun med lidt oksekød, masser af grønt og kartoffel/blomkålsmos på toppen, hvilket gør det til en billigere og sundere udgave. Er der nogen af jer der har en god opskrift på en helt original udgave? :) Min udgave er desværre lidt "bleg" fordi min gasovn insisterer på kun at bage med undervarme!

Sundere shepherds pie
4-5 personer

Ingredienser
2 bagekartofler
½ blomkål
1 løg
25 g smør
1 dl mælk
Salt

250 g hakket oksekød
Lidt olie til stegning
3 fed hvidløg, hakket
2 løg, hakkede
2 revne gulerødder
1 reven squash (ca 300g)
2 røde peberfrugter i fine tern
140 g tomatpuré
1 oksekøds bouillonterning
2 dl kogende vand
Salt, peber
2 tsk sukker

20 g smør i tern

Skræl kartoflerne og skær dem i grove tern. Rens blomkålen og del den i mindre buketter og skær løget i fine tern. Kog det hele mørt i usaltet vand og dræn dem og lad dem dampe tørre. Mos kartoflerne med et piskeris og pisk smør og mælk i så det bliver en lækker let mos, smag til med salt og peber.

Varm en gryde op med lidt olie og sautér løg og hvidløg i et par minutter ved middel varme, det skal bare blive klart, endelig ikke brunt. Steg kødet med til det bruner og hæld gulerødder, squash og peberfrugter i og lad det svitse i ca 5 minutter. Tilsæt tomatpuré, bouillonterning og vand og lad væsken koge helt væk, det tager 10-15 minutter. Husk at krydre godt med salt, peber og sukkeret.

Fordel kødblandingen i en ildfast fad og fordelen mosen ovenpå. Put evt lidt smør klatter på toppen, det har helt sikkert mere effekt hvis ovnen også bager ovenfra! Bag hele molevitten i ca 40 minutter ved 200 grader.

Lise

2 kommentarer:

Heidi B. sagde ...

Du har lige formået at få, hvad jeg synes, er den klammest udseende ret i verden, til at se appetitlig ud! Den opskrift skal prøves herhjemme :)

Unknown sagde ...

Haha det tager jeg som et kompliment Heidi :) Det smagte i hvert fald rigtig lækkert :)
Lise