Det lyder muligvis mystisk med vindruer i farsbrødet men det smager virkelig godt! Det var en opskrift vi en dag afprøvede ude ved min mor, og serverede med ris, lune grønne bønner i vinagrette og en grøn salat. Opskriften er fra et gammelt spis bedre og er lavet i et ovnfast fad der var ca 22x22cm.
Sydafrikansk bobotie
4 pers
Ingredienser
2 skiver franskbrød
500 g hakket oksekød ca 8-12%
1 stort løg
1½ spsk karry
1 tsk kanel
50 g hakkede mandler
1 dl blå druer uden sten, halverede
3 spsk mango chutney
Salt, peber
2 dl mælk
2 æg
Sæt ovnen på 180 grader. Læg brødskiverne i vand og kødet i en skål. Hak løget og rør løg, karry, kanel, mandler, druer, mango chutney, salt og peber sammen med kødet. Tag brødet op og vrid lidt af vandet ud inden det røres sammen med farsen. Smør et ovnfast fad og tryk farsen derned i. Bag farsen i 20 minutter. Pisk mælk og æg sammen og hæld det oven på bobotien og bag det i yderligere 15-18 minutter til æggemassen er gylden.
Lise
3 kommentarer:
Uhm, det ser lækkert og spændende ud. Det er røget på to-do-listen :)
Glad for at kunne være en inspiration søde Rebelsig :)
Lise
Prøv med tørrede abrikoser istedet for vindruer, det plejer jeg, men vil prøve med vindruer
Send en kommentar