torsdag den 20. februar 2014

Gullashsuppe

I det her tilfælde ligner min version faktisk ret meget billedet af suppen i spis bedre! 
Jeg har aldrig lavet gullashsuppe før, men det er virkelig en fejl. Har kun smagt det få gange før, men det skal ændres nu. Den er lavet med forskelligt grønt i meget fine tern, hvilket egentlig var den eneste reelle indsats. Så skulle den bare stå og koge i en lille time, også er der virkelig lækker mad. Og for jer der er på 5:2 har jeg regnet kalorierne i en portion (hvor hele suppen svarer til 8 portioner) kun udgør ca. 230 kcal. 

Gullashsuppe
8 portioner (4-5 personer)

Ingredienser
1/5 kg bov eller klump af oksekød
150 g bacon (1 pk)
3 løg
3 fed hvidløg
150 g selleri (1/4-1/2)
3 gulerødder
4 kartofler
1 rød peberfrugt
2 spsk paprika
2 tsk røget paprika
2 tsk spidskommen
2 dåser hakkede tomater
1½ L oksebouillon
Salt, peber

Skær oksekød i små tern og klip bacon i tynde strimler. Pil og hak hvidløg og løg og sæt til side. Skræl selleri, gulerødder, kartofler og peberfrugt i meget små tern 0,5cm x 0,5cm ca. Steg baconstykkerne gyldne i en stor gryde og tag dem op når det er tid. Steg løg og hvidløg i gryden til de er klare, tag dem op igen. Vend kødet i en blanding af paprikaerne og brun det i gryden med lidt mere olie. Tilsæt spidskommen, gulerod og selleri og steg en smule. Kom bacon, løg og hvidløg tilbage i gryden sammen med tomat og bouillon. Bring det hele i kog og lad det simre i 45 minutter. Tilsæt nu kartofler og peberfrugter og kog 15 minutter til kartoflerne er møre. Server evt med en klat creme fraice/græsk yoghurt/skyr og en dusk persille. 

Lise

Ingen kommentarer: