onsdag den 22. januar 2014

Stir fry beef - det tætteste man kommer på at være en livret!!


Hey så så man lige mig blive bachelor! Og bliver 25 år på mandag! Jamen alle de skarpe hjørner der skal rundes i de her dage, det er helt vildt. Men hold op hvor er det dejligt, nu er det bare spændende om der er et job derude til mig, jeg krydser i hvert fald hvad der krydses kan.
Men hvorom alting er (man skulle tro jeg bliver 80!) så er det her nok den mest velsmagende og afbalancerede ret jeg har lavet i meget lang tid. Den marinade kødet skal ligge i smager bare så umanerlig godt. Opskriften er fra et gaaammelt spis bedre fra januar 2008, dog modificeret, så egentlig dumt jeg ikke har prøvet den før nu, men bedre sent end aldrig har jeg hørt. Min broccoli vidste sig at være dum i toppen, så jeg nøjedes med at fintsnitte stokken og bruge en peberfrugt som supplement.

Stir fry beef
2 sultne personer

Ingredienser
300 g oksekød i wokstrimler (jeg købte to bøffer)
1 tsk frisk revet ingefær
1spsk soya
1 spsk hoisinsauce
1 spsk sesamolie (den mørke fra din asiatiske butik)
½ tsk sambal oelek (evt lidt mere hvis man er til den slags, som mig)
½ broccoli
1 peberfrugt
1 gulerod i tynde stænger (julienne)
1 chili i tern (evt tørret)
100 g sukkerærter
2 forårsløg
Frisk koriander
Server med ris eller sobanudler

Bland en marinade af ingefær, soya, hoisin, sesamolie og sambal oelek i en pose og lad kødet marinere deri i minimum 30 minutter. Kog ris/sobanudler. Del broccolien i buketter, skær peberfrugten og chili i tynde strimler og snit forårsløgene i skrå skiver. Tag kødet op af marinaden og steg det af to omgange i en meget varm wok med lidt olie i. Sæt kødet til side mens broccoli og gulerødderne steger et par minutter. Tilsæt chili, sukkerærter, peberfrugt og steg ca 2 min. Tilsæt kødet igen og varm igennem, smag til med hoisinsovs, chili og soya. Vend friskhakket koriander i lige inden servering.

Lise

Ingen kommentarer: