onsdag den 26. juni 2013

Hjemmelavet honningristet müsli


Så er der kommet lidt mere ro på. Eller det er faktisk løgn, for der er jo bare 1000 ting man skal tænke på når man skal flytte, OG til udlandet i tre måneder! Men jeg nyder det. Jeg glæder mig helt utroligt meget til det hele. Her er en meget simpelt opskrift som bare smager fantastisk og kan holde sig i lang tid i en lufttæt boks, her brugte jeg en almindelig "madpakke" boks fra IKEA. Jeg spiste en portion græsk yoghurt med rabarbermarmelade, toppet med müslien!

Hjemmelavet honningristet müsli
Meget!

Ingredienser
1 dl græskarkerner
1 dl solsikkekerner
1 dl hørfrø
1 dl sesam
1 dl grofthakkede mandler
3 dl havregryn
2 spsk honning

Tørrist kerner, frø og mandler til de får lidt farve, 4-5 minutter. Tilsæt havregrynene og rist et par minutter. Gør en plade klar med bagepapir. Hæld 2 spsk. honning ned i midten og få det hele rørt godt sammen. Fordel på bagepladen og bag i 10-15 minutter ved 200 grader, men hold godt øje så det ikke branker. 

Lise

søndag den 16. juni 2013

Så er der praktikplads til mig!


Så har jeg endnu engang været heldig og få en fantastisk praktikplads! Som jeg lovede på facebook siden ville der ske store forandringer for mig, inden for det næste stykke tid. Det ene består i at hr. kærestemand og jeg skal bo på samme matrikelnummer også at jeg skal til Tanzania i praktik! Jeg har igennem min skole fået en fantastisk mulighed for at komme til Tanzania for at implementere et produkt som vi selv har skrevet om i en tidligere opgave. Jeg forlader landet engang i august og vender først tilbage engang i november, det bliver så vildt! Er der nogen af jer der har erfaringer med Dar es Salaam, hovedstaden i Tanzania? :)
Desuden har jeg en eksamen på torsdag som jeg har noget kun svært ved at tage mig sammen til at læse til.. ;)

(Imens danser jeg rundt med hænderne over hovedet og jubler!!!)

Lise

søndag den 2. juni 2013

Sommersalat med ristede kikærter og tahincreme


En herlig sommersalat med masser af smag. Opskriften stammer delvist fra kogebogen suveræn sommer, men jeg ændrede en del i ingredienserne. Ristede kikærter har jeg fundet ud af er et hit! Hvis man rister dem i en god spsk olie på panden, med salt, peber og stødt spidskommen, så føles det lidt som at spise chips! Bare sundere forstås.. Jeg serverede salaten med lidt bøf på toppen, men jeg tror et fint stykke lam vil gå rigtig godt til salaten. Ellers vil det være en rigtig fin vegetar ret pga. proteinindeholdet fra kikærterne.

Sommersalat med ristede kikærter og tahincreme
4 pers

Ingredienser
200 g tørrede kikærter
250 g frisk babyspinat
200 g grønne asparges
3 spsk tahin
3 spsk koldt vand
2 fed presset hvidløg
2 spsk citronsaft
Lidt friskrevet muskatnød
Lidt cayennepeber
Salt, peber

Læg kikærterne i blød natten over og kog i et hold nyt vand i ca 1 time til de er møre. (Eller brug en dåse allerede kogte kikærter, så bliver de bare ikke helt så sprøde.) Knæk den træede ende af aspargsen og skær i mindre bidder og overhæld med kogende vand. Lad det stå i 1 minuts tid før vandet hældes fra og aspargsene skylles i koldt vand. Skyl babyspinaten godt i flere hold koldt vand, bland i en stor skål med aspargsene. Hæld en god spsk olie på en stor pande og rist kikærterne ved god varme med salt, peber og spidskommen til de er blevet gyldne, måske med mørkere stænk. Smag dig frem. Til dressingen røres alle ingredienserne sammen til en lidt og lidt tynd dressing. Server den til salaten så man selv kan bestemme hvor meget man vil have. Bon appetite :)

Lise

lørdag den 1. juni 2013

Hjemmelavet sushi


Så blev det endelig tid til hjemmelavet sushi. Det var allerførste gang jeg prøvede og syntes faktisk at resultatet blev ret lækkert. Jeg købte en pakke fisk på frost i netto fra mærket seven seas på tilbud til 15 kr, hvori der er 20 stykker ørred, laks, surimi, hvid fisk og rejer. Tror det almindeligvis var til 30 kr, men fandt det på tilbud. Den fisk rakte til 4 slags maki og 5 stk nigiri. fremgangsmåden med risene er taget herfra, selvom jeg brugte 300 g ris, er ikke sikker på hvor meget det er i deciliter.

Sushi - maki ruller
4 pers

Ingredienser
6 dl sushiris
6½ dl vand
5 spsk risedikke
1 tsk salt
3 spsk sukker

1 pakke seven seas topping
1 avokado
1 gulerod
½ agurk
3 forårsløg
Soya
Wasabi
Sesamfrø
Flødeost
Chilimayo (se opskrift i bunden)

Start med at hælde risen i en skål med koldt vand. Vandet skal dække risen. Skal sushien bruges som hovedret beregnes ca. 1½ dl ris pr. person. Opskriften tager udgangspunkt i at man bruger 6 dl ris (til 4 personer). Vask risen ved at rode rundt i den med hænderne under rindende vand. Skift vandet 5-6 gange indtil det er klart og risene har skiftet farve til helt hvide.

Put risen i en gryde sammen med vand i forholdet 1:1 + 10 % ekstra vand. Bruger du fx 6 dl ris tilsættes godt 6 ½ dl vand.  Sæt et tætsluttende låg på og bring det langsomt i kog. Når risene er kogt op, koger det videre ved lavt blus i 10-12 minutter, alt efter hvad der står på risposen. Tag gryden af varmen og lad det trække i 10 minutter. Løft aldrig låget, så risikerer du at lave risengrød.

Rør edikken sammen med salt og sukker, til det er opløst. Vend i løbet af 1 minut marinaden ind i risene med en spatel, samtidig med at du fjerner eventuelle klumper, så de enkelte gryn adskilles. Sørg for at få masser af luft til risene ved at afkøle dem med en vifte.

Skær grøntsagerne i lange strimler på ca 1x1 cm, her lærte jeg at jo tyndere er ikke jo bedre! Hav en skål med vand klar på bordet og find så bambus rullemåtten frem. fordel ris ud til 3 kanter og lad den stå åben, ca 3 cm i den ene ende. Fordel en slags fisk samt grønt og evt flødeost i rullen og rul sammen. Når den er rullet fugtes den frie ende med lidt vand og trykkes godt sammen. Skær i 1½ cm tykke skiver med en skarp kniv og server. Evt med en hjemmelavet chili mayo, opskrift følger.

Hjemmelavet chilimayo
1 del god mayo
1 del sød chilisovs
1 drys chilipulver

Lise

fredag den 31. maj 2013

Hardly a recipy - dulce de leche


Ja det nederste billede er altså blevet mærkeligt komprimeret ;) Bortset fra det er det der dulce de leche et hit! Jeg har brugt det som smørepålæg på rugbrød, sammen med banan, men har ikke rigtig forsøgt mig ud i større kogekunst med cremen. Hvad laver du med dulce de leche?

Der er sikkert nogen der ikke har prøvet det før, og i skal selvfølgelig have en lille opskrift. Man køber en kondenseret mælk (rema 100, føtex etc.) og piller papiret af, helst det hele, ellers ender det som noget værre noget nede i gryden. Sæt den i en dyb gryde og dæk med vand, og lad det simre i 3-4 timer, jo længere den får jo tykkere bliver den. Husk at tjekke en gang imellem om den stadig er dækket af vand. Når den er kølet af 1 times tid kan dåsen åbnes og hældes op i et skoldet glas. Den kan sagtens holde sig nogle ude på køl, har det i hvert fald gjort her.

Har i ellers nogle gode idéer til hvad det kan bruges til?

Lise

fredag den 17. maj 2013

Rabarberboller


Så er rabarber sæsonen startet, og det er altså et hit! Jeg havde fået et stort bundt rabarber med hjem, så det var bare med at lægge hovedet i blød, for at finde ud af hvad de skulle gå til. Men en omgang rabarbermarmelade skulle det blive til også de her lækre boller hvor en del af væsken simpelthen er rabarber. Opskriften stammer fandt jeg HER, men jeg har ændret lidt i meltyper, så skriver opskriften som jeg bagte den. Jeg kunne ikke få den strakt til 16 boller, der blev kun 12 :) Synes heller ikke helt de ligner dem på billedet, men sådan er det vidst altid, de smager i hvert fald skønt med lidt smør eller ost på.

Rabarberboller
12 stk

Ingredienser
2½ dl vand
250 rabarber, rensede og i skiver
3 spsk sukker

50 g gær
50 g blødt smør (jeg brugte flydende)
2 tsk groft salt
200 g rugmel
200 g hvid hvedemel

Brig vand, rabarber og sukker i kog, og lad det simre et par minutter. Hæld det over i en stor skål, hvor det skal køles ned til ca 37 grader. Smuldr gæren ned i blandingen og rør smør og salt i. Tilsæt derefter de to slags mel, lidt af gangen. Dejen skal gøres godt sammen i skålen og dernæst efterhæves en times tid.
Tænd ovnen på 225 grader (mindre hvis det er varmluft). Del derefter dejen i 12 stykker og fordel på to bageplader og lad dem efterhæve til ovnen er varm. Bag dem ca. 15 minutter, og lad dem køle af på en bage rist. 

Lise

onsdag den 15. maj 2013

Yves Rocher: Grand Rouge læbestifter


DETTE ER ET SPONSORERET INDLÆG

Så har jeg igen fået en fin pakke tilsendt fra Yves Rocher, som denne gang indeholdte 2 læbestifter fra serien Grand Rouge, 2 fine neglelakker og en duft. Jeg starter med de her læbestifter, som jeg har testet lidt alternativt. Den mest røde af dem, nr. 43. coral encandescent, har en super flot farvemæthed som jeg er helt vild med. Den er mere orange i det, end den røde læbestift jeg tidligere har testet. Den virker umiddelbart mere fugtgivende også. Den mere koral/lyserøde, nr 41. coral etincelant er meget gennemsigtig, og er svær at fordele jævnt på læberne, selvom de var helt rene og tørre. Dog synes jeg farven er super fin, og passer bedre til årstiden! 

Læbestifterne er til at finde HER og HER, og koster 119kr.
Læbestifterne har en rigtig fin farvemæthed og et let shine, og får derfor 4 ud af 6 stjerner.

Lise

fredag den 3. maj 2013

Wok med oksekød og five-spice


Jeg er stadig total forgabt i kinesisk 5-krydderi! Det er som oftest en blanding af fennikelfrø, stjerneanis, nelliker, kanel og sort peber og smager virkelig godt! Jeg brugte det også i en nudel-suppe lige HER. I Aalborg kan man købe en forholdsvis stor pose til 12 kroner i Mekong i Nørregade. Retten stammer fra et gammelt udklip fra avisen 24 timer, men har ændret en del i forholdene, da jeg mente portionen var lidt lille. Jeg mener at der vil være til 3-4 personer med brune ris, men min kæreste påstod at det måtte være til kvinder! Så hvis du har flere sultne mænd i familien, så giv lidt mere gas med det hele. Oksebøfferne jeg brugte er købt i aldi og hedder farmerbøffer og er skåret af oksefilet. Det er ret fedt marmoreret, men blev meget lækkert mørt.

Wok med oksekød og five-spice
2-3 personer

Ingredienser
300 g champignon
3 blegselleri i skiver (kan udelades)
300 g oksekød i fine strimler
1 tsk five-spice (kinesisk 5-krydderi)
½ tsk salt
2 fed hvidløg
3-4 cm ingefær frisk
3 spsk olie
6 forårsløg
3 spsk soya
3 tsk sukker
0,75 dl vand
Evt jævning

Sæt brune ris over, hvis dette skal være tilbehøret, de skal nemlig koge 30-35 minutter. Rens champignons og forårsløg og skær champignonsene i fine skiver og forårsløgene i tynde skrå ringe. Bland oksekødet, der skal være skåret i fine strimler med five-spice, knust ingefær, presset hvidløg og salt.. Bland soya, sukker og vand i en lille kop med hældetud. Varm olien op i wokken og steg forårsløg, bleselleri og champignonskiverne i ca 3 minutter. Skub det lidt til siden og steg oksekødet ved høj varme til det skifter farve. Rør det hele sammen og overhæld med soya blandingen og lad det koge op. Dette kan eventuelt jævnes med majsmel eller meljævning. Bon appetite! :)Lise

torsdag den 2. maj 2013

Indonesisk rejesuppe


Altså det er jo lidt svært at tage et billede af en suppe, fordi alt det lækre fyld ligesom falder til bunds! Men den her suppe lavede min søde veninde til mig igår, og jeg fik lov til at lægge opskriften ind her. Det er en virkelig lækker suppe, som fortjener at blive prøvet. Smagene sammen er helt eminente, og det giver lige det sidste med en lille skvis citronsaft inden servering.

Indonesisk rejesuppe
6 personer som forret, 4 som hovedret

Ingredienser
1 stort løg
2 spsk karry
1 fed hvidløg, presset
Olie til stegning
1 dåse flåede tomater
1/4 L fløde (fx milda)
2½-3 dl hønsebouillon 
1 stor dåse ferskner i sukkerlage
Salt, peber
200 g rejer
Citronsaft

Brænd karryen af i olien. Svits løg og hvidløg med et par minutter. Tilsæt tomater, fløde, bouillon og saften fra dåsen med ferskener og kog i ca. 15 minutter. Smag til med salt, peber og citronsaft. Blend suppen. Skær ferskenerne i små tern og tilsæt dem til suppen og varm den godt igennem. Lige inden servering hældes de afdryppede rejer i og suppen serveres.

onsdag den 1. maj 2013

Salat med mango, avokado og mini mozarella


Ja altså kan så godt se at mozarellaerne har gemt sig, men det er altså en virkelig lækker salat, som kan gøres endnu finere med tomater i forskellige farver. Jeg synes mængden er dressing er rimelig overvældende, så jeg har halveret fra den oprindelige opskrift som er fra en gammel udgave af spis bedre (nummer 4 fra 2009), hvor den stod som en del af en påskemiddag. Mini mozarellaerne er simpelthen så fine, så forsøg at få fat i dem, men jeg har både set dem i netto og føtex for nyligt, så det burde være muligt at finde.
Min tid er rimelig knap at the moment, har både en del undervisning, læsning og opgaveskrivning. Også er der jo den søde kærestemand som også skal plejes, så bare rolig, vi får masser af lækker mad, og han er meget overbærende når jeg tager en masse billeder!

Salat med mango, avokado  og mini mozarella
8-10 personer

Ingredienser
250 g cherytomater (evt flerfarvede)
1 moden mango
3 avokadoer
½ rødløg
1 pose babyspinat (80 g)
1 bakke rucola (eller mangold eller ekstra babyspinat)
1 potte basilikum
2 poser mini mozarella (250 g i alt, kan erstattes af 2 hele kugler)
Lidt salflager, friskkværnet sort peber
1 dl græskarkerner 

Honningvinagrette
1/4 rødløg i bittesmå tern
½ spsk flydende honning
1/4 dl hvidvinseddike
3/4 dl olie (evt raps eller oliven)
1 knsp salt, friskkværnet peber

Halver cherrytomaterne. Skræl mango og avocadoer, og skær dem i skiver eller tern. Pil rødløgene, og skær dem i tynde skiver. Skyl salaterne grundigt og lad dem tørre. 
Vinaigrette: Pil løget, og hak det. Bland løg, honning og vineddike. Hæld olien i, først dråbevis og siden i en fin stråle. Smag til med salt og peber. Anret alle ingredienser i en stor skål. Hæld dressingen over. Bland saltflager og græskarkerner, og drys det over salaten lige før servering. Krydr med sort peber. Dryp dressingen over salaten lige før, den skal spises.

Lise